Hej!I har hørt det før. Det seneste år har stået på indelukkelse, ensomhed, og længsel efter fortiden. Mange unge er blevet udfordret psykisk i deres længsel efter en verden hvor nys og host blot er uskyldige reaktioner på en kilden i næsen eller hals, og ikke et muligt tegn på den sygdom der har taget verden med storm. Nogle har haft det meget skidt. Daværende udfordringer er blevet til nuværende problemer, og uden mulighed for at støtte hinanden fortsætter problemerne med at hobe sig op. I Hulen snakker vi om vores problemer. De problemer som normalt gemmes væk under COVID-19's skygge, kaster vi lys over, bearbejder og prøver så vidt muligt at skabe en forstående og støttende atmosfære omkring. Vi går til grænsen - nogle gange over - og udstiller os selv på en sådan måde at andre med lignende problemer kan genkende sig selv i det, og få hjælp gennem samhørighed. I Hulen får jeg besøg af venner og bekendte, alle med et problem/emne de vil snakke om og dele. Vi snakker om alt fra at føle sig udenfor og ensom, til alkoholforbrug og spiseforstyrrelser. Jeg mener at der nu, mere end noget andet tidspunkt, er brug for samhørighed blandt unge. Der er brug for en platform hvor problemer, udfordringer, tanker og bekymringer tages op og lyttes til, reflekteres over og gøres plads til. Den platform har jeg forsøgt at lave.